Byfisk: Dyk ned i det skjulte liv under overfladen

Byfisk er et kunstprojekt af den danske kunstner No Title. Igennem en serie af store vægmalerier i danske byer sætter kunstneren fokus på de skjulte naturoplevelser i byen.

Malerierne viser de utrolige skabninger, som lever et usynligt liv under vandoverfladen lige uden for vores dør. Hvem er vores nærmeste naboer egentlig, når det kommer til stykket?

Byfisk: Københavns Havn

”Byfisk: Københavns Havn” er et næsten 800 m2 stort vægmaleri på Enghave Brygge i Københavns Havn. Vægmaleriet viser det rige fiskeliv, der findes i havnen.

Der står navn på alle fiskene, så børn og voksne kan identificere dem og øve sig i at genkende den enkelte fiskeart. Find maleriet på et kort. Projektet er støttet af Metroselskabet og Vesterbro Lokaludvalg. Videoen er lavet af Fusentast Film.

Byfisk: Odense Å

Byfisk: Odense Å

På en mur lige ved den sydlige indgang til Eventyrhaven i Odense kan man opleve maleriet ”Byfisk: Odense Å”. På maleriet kan man opleve 22 fiskearter, som lever i Odense Å på hele strækningen fra udspringet i Arreskov Sø til udmundingen i Odense Fjord.

Den 35 meter lange mur er placeret direkte ned til Odense Å og bugter sig langs med vandløbet bagved. Find maleriet i Odense.

Maleriet kan bedst beskrives som en krydsning mellem et street art kunstværk, et naturmaleri og en felthåndbog. Det har derfor både en kunstnerisk pointe og er samtidig en måde at blive klogere på naturen omkring sig.

I videoen her kan du få et indtryk af maleriet i Odense.

Videoen er produceret af Swann Pro Motion – se mere af deres videoproduktion. Musik af Lullatone.

Byfisk: Odense Å er støttet af By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Byfisk: Søerne

Maleriet ved Sortedamssøen i København er knap 200 meter langt og viser fiskearterne i Københavns indre søer i stor størrelse, så du kan få et indblik i fiskelivet under overfladen. Formålet med maleriet er at synliggøre de skjulte naturoplevelser i byen og at motivere byens beboere til at lære mere om livet i søerne og værne om det.

Arterne gedde, aborre, skalle, rudskalle, brasen, karusse, hork, suder og ål er malet i kæmpe-format – alene ålen er næsten 20 meter lang.

Projektet er venligst støttet af Metroselskabet og Østerbro Lokaludvalg. Videoen er produceret af Monoline.

Se flere af No Titles vægmalerier