Gavlmaleriet her er malet i Humleby på Vesterfælledvej 54 i København. Motivet er skræddersyet til netop denne placering, så det trækker på kvarterets unikke kulturhistorie.
Jeg ville gerne arbejde med historien om stedet og trække tråde tilbage til, hvordan kvarteret opstod. Med det her motiv ville jeg gerne sætte fokus på, hvordan historierne om steder præger vores syn på vores byrum, og hvordan de historier er under konstant ombygning og udvikling. Dette er mit bidrag til de efterhånden mange gavlmalerier i København, og i dette tilfælde har jeg arbejdet med udgangspunkt i den specifikke plet i byen.
Navnet Humleby giver nok for mange det indtryk, at kvarteret udspringer fra Carlsberg-bryggeriet, som igennem en menneskealder bryggede øl ved siden af. Men Humleby voksede oprindeligt ud af Arbejdernes Byggeforening, som opstod blandt arbejderne på B&W-værftet som en måde at skaffe sunde boliger til de arbejdere, der ellers var henvist til kummerlige vilkår.
Motivet er inspireret af søsætningerne på værftet, og centralt i maleriet er et skib, som flankeres et virvar af bjælker og stiger og stilladser. Maleriet er hentet i den arbejderkultur, som området har sine rødder i.
Herpå er der overlejret et ornamenteret humlemotiv, som er flettet ind i stilladserne. Humleplanten vokser hastigt og breder sig hurtigt hen over det sted, hvor det er plantet. Nye beboere og historier har for længst overtaget det traditionelle arbejderkvarter, og den oprindelige forbindelse er nok delvist forsvundet for mange forbipasserende på Vesterfælledvej, men her er de flettet sammen. I dag er det nok de færreste værfts- eller bryggeriarbejdere, der har råd til et hus i Humleby, men det er en anden historie.
Tusind tak til Vesterbro Lokaludvalg og Grosserer L.F. Foghts Fond, som har støttet projektet. Og tak til Riwal, som har forsynet mig med liften. Og til beboerne i huset, som har været meget hjælpsomme.