Malerierne på Odense Friskole er udført på væggene i opgangene i stuen, 1. sal og kælderen på skolen. De rummer et mylder af liv, som opstår, søger mod lyset, sværmer kaotisk, cirkulerer og forgår. Maleriet beskæftiger sig med naturens kaotiske, cykliske og skrøbelige balance og er på én gang en fejring af livskraften i naturen og inde i os selv og er en påmindelse om at være i det nu, der er flygtigt og i konstant forandring.
Viceskoleleder Sidsel Laulund siger: “Vi har haft den store fornøjelse at have et inspirerende og givende samarbejde med kunstneren No Title. Samtalen om skolens historie og værdier har været omdrejningspunkt for No Titles ideer og forslag til malerierne. De store vægge i opgangen er nu forvandlet til et univers af insekter og fantasi, som både børn og voksne nyder. Vi er simpelthen så begejstrede og får de fineste kommentarer fra alle, der gå forbi. Tak til No Title for kunsten, samtalerne og dit positive væsen. Vi kommer til at nyde dine fine kunstværker i mange år fremover.”